|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 16:37:15 GMT 1
Mikael tog imod billedet og gav hende det kort efter tilbage igen. "jeg har aldrig set dem før..." mikael var lidt forvirret og han så spørgende op på hende...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 20:25:42 GMT 1
Furrina så forvirret på Mikael. "De skal ikke se sådan på mig. Jeg ved ikke hvem billedet er af." Hun tog imod billedet igen. "- selvom jeg håbede du vidste det." hviskede hun lavmælt. Hun rejste sig op og gik hen til Mikael. "Kender du til mange månebørn, siden du sagde alle var smukke?" Hun smilte sødt en kort stund.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 20:56:21 GMT 1
Mikael smilte og flyttede fokussen til luften foran ham. "Jeg SKAL kende mange..! de er mine allierede og venner." han rømmede sig lidt "i hvertfald mange af dem er..." Mikael kunne huske alle de mange månebørn han havde mødt på sit sidste visit til bjerget...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 21:16:08 GMT 1
Furrina så målløst på Mikael. "Du kender mig?" Tanker farede rundt i hovedet på hende. Hvis Mikael kendte hende, ville hun vide hvordan. Hun havde aldrig forladt bjerget før nu, så han kunne umuligt kende hende. Hun gik lidt rundt om stolen og tænkte. Til sidst standsede hun foran Mikael og så ned på ham i stolen. Hendes blå-violette øjne skinnede og var lette at falde i stave til. Hun satte sig ned på knæ og lagde hænderne på hans knæ. Hun smilte til Mikael, men standsede hurtigt. Smilet forsvandt og det gjorde hendes hænder fra hans knæ også. Hun regnede ikke med, at hun måtte røre en engel uden tilladelse. Hun bøjede hovedet en smule i skam, foldede sine hænder og lagde dem på hendes ben.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 21:23:43 GMT 1
Mikael åbnede øjnene op *ups... det var en sætning for meget*. han glemte helt hans tanker da hun rørte ved ham. han grinte og tog fat i hendes hænder og placerede dem på hans knæ som de havde ligget før og lagde sine egne ovenpå. "Jeg mødte dig som spæd. som to årig helt præcist. din mor kom i sin fortvivelse med dig til mig og bad mig finde et hjem til dig som kunne dække dine behov." han rømmede sig og sagde videre: "Jeg gav dig til månefolket."
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 21:40:17 GMT 1
Furrina hørte Mikael grinte, men så ikke op. Hun mærkede hans hænder ovenpå hendes og hendes blik låste sig fast på dem. Hun så forsigtigt op på Mikael, men hendes smil var stadig væk. "Du kender min mor!" Furrina vidste ikke hvad hun skulle sige eller gør. Mikael var den første som havde snakket om hendes biologiske forældre. Og han kendte hende. Hun var meget forvirret og det hele kom bag på hende. Hendes blik gled ned på deres hænder igen. Hun vidste ikke om hun skulle trække dem til sig igen. Faktisk vidste hun ikke hvad man gjorde i hendes situation.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 21:53:43 GMT 1
Mikael så smilende på Furrina og sagde "Jeg ved hvem hun var... jeg tror bare selv hun har glemt det den dag hun overdrog dig til mig..." Mikael aede Furrinas kind blidt. han vidste ikke hvem hun var da hun kom ind. men hendes øjne havde afsløret det hele efter et stykke tid...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 22:03:02 GMT 1
Furrina tog fat i Mikaels hånd og fjernede den. "Månebørn er ikke vant til den slags, hvis personen ikke mener det. Og det gør De ikke, Mikael" Hun så op på Mikael og smilte. "Hvem er min mor?"
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 22:10:35 GMT 1
Mikael smilte men han vidste at ordene skulle fortælles rigtig så Furrina ikke misforstod det han sagde. "Hun var en smuk men forvirret dame, hun opsøgte mig en gang imellem for at finde svar. den dag hun kom med dig til mig var hun ikke sig selv. men jeg gjorde hvad hun bad mig om og hjalp dig med at finde et hjem..." mikael tænkte tilbage med et glimt i øjet...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 29, 2007 16:05:06 GMT 1
Furrina rejste sig op og gik en smule rundt, da hun hørte Mikael's ord. Hun gik et stykke tid og tænkte over tingene, hvorefter hun stoppede op og så på Mikael. "Så hun ville ikke have mig?" Hun gik lidt videre igen, rundt om stolen og hen til væggen. Der stod hun et stykke tid og tegnede symboler på månefolkets sprog. Hun stoppede midt i et symbol for kærlighed og bøjede hovedet en smule. Hun lod hånden glide ned ad væggen og falde på plads.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 29, 2007 22:26:46 GMT 1
Mikael blev lidt halvtrist og sagde: "Jeg vil ikke lyve; Din mor var bange og svag, men hun gjorde hvad var rigtigt..." Mikael vidste at det var svært for Furrina at forstå.
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 29, 2007 22:45:10 GMT 1
Furrina stod længe op ad væggen og så ned i gulvet. Hun drejerde langsomt hovedet og så hen på Mikael. "Mikael?" sagde hun lavmælt. Hun var ikke sikker på, han kunne høre det på den afstand. Hun vendte sig om op lænede sig op ad væggen med ryggen. Hendes blik var fastholdt på Mikael. Hun stod længe og studerede ham nøje, men hun sagde ingenting.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 30, 2007 15:27:51 GMT 1
MKael brummede dybt som for at sige at han havde hørt hende... Han var bange for at der ville komme noget ubehageligt, som hun ville have at han skulle svare på...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 31, 2007 16:03:36 GMT 1
Furrina stod længe uden at sige noget. Stille og lydløst gik hun hen til Mikael. Hun tog ham forsigtigt i hånden og fortsatte: "Er hun/de stadig i live og ved De hvor de er?" Hun stod og så ud i det blå som en form af trance. Hun stod elegant og skinnede ved siden af stolen og tænkte. Månen var kommet fra igen og det gjorde synet af hende til en drøm. Hendes blå-violette øjne skinnede som stjerner og hendes hår glimtede.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 31, 2007 20:28:10 GMT 1
Mikael så ned i gulvet som når en lille dreng skammede sig og ikke ville se sin mor i øjnene. stille sagde han: "Kun din fader er i live... - på en måde ... men jeg ved hvor de begge er... men hvis du vil opsøge din fader, er det nok bedst at lade være..." mikael skjulte noget om Furrinas far og han mente ikke at Furrina skulle høre det...
|
|