tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 2:29:46 GMT 1
Furrina lyttede efter til hvert ét ord Mikael sagde og da hun hørte hendes navn, følte hun at tiden gik i stå. Hun bøjede hovedet forover og så på Mikael. Hun beundrede hans skønhed længe, men valgte til sidst at svare. "Fascinerer jeg Dem Mikael? Mere end mennesket? Det undrer mig." Hun smilte sødt og uskyldigt til Mikael.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 2:39:15 GMT 1
Mikael smilede og gik lidt tættere endnu. "Du fascinerer mig med din personlighed; du virker til tider så uskyldig og som om du er vellidt blandt mange, men jeg syntes jeg kan nænne en følelse af ensomhed og usikkerhed. du er et mysterium der kalder på at blive løst. kalder på at blive frelst... derfor Fascinerer du mig..!" Mikaels smil var blevet til et smil blandet med en stor spiseske alvor...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 13:43:27 GMT 1
Furrina så overrasket på Mikael, men også alvorligt. Hun bakkede lidt bagud og stødte ind i væggen. Hun så sig kort over skulderen for at se hvad hun havde stødt ind i. Hun blev usikker ved Mikael's opførelse. "Jeg er ikke noget som kan løses - jeg er ikke en ting, men er De sikker på det ikke er Dem som er ensom? Det tror jeg De er." Hun fik forsigtigt fremmanet et lille smil, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 14:49:00 GMT 1
Mikael så med et ærligt smil på Furrina. "Jeg har valgt et liv hvor ensomheden er et privilegium. jeg er dømt til et liv i ensomhed mod tilgengæld at frelse alle andre... og nej du er overhovedet ikke en ting, og jeg mener heller ikke jeg har påstået at du er det..?" Mikael stoppede op nogle tyve centimeter fra hende...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 14:59:42 GMT 1
Furrina så ned i gulvet og prøvede at finde ud af hvad hun skulle gøre. "Nej, det gjorde De ikke." Hun så op på Mikael og lagde mærke til, at månen var blevet gemt i skyerne. Hendes hår og hud stoppede med at skinne og nu lignede hun et ganske almindeligt menneske. "Men at skulle være ensom hele sit liv, må være frygteligt?" Hun genså et minde fra bjerget, som var med hendes "forældre". Hun vidste ikke hvem hendes biologiske var - det gjorde ingen af dem hun kendte.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 15:17:24 GMT 1
"Faktisk..." Mikael trak vejret dybt og pustede ud. " - har jeg selv valgt at være ensom; for hvis jeg havde fundet en at elske ville jeg ikke kunne beskytte menneskeheden af bare frygt for at min elskede skulle komme til skade... - i min position har man mange ondskabsfulde og luskede fjender..!" mikael vente sig med ryggen til Furrina og så ned i gulvet. det han havde sagt, havde vækket mange minder til livs igen...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 15:24:05 GMT 1
"Det var ikke min mening at gøre dig trist" Furrina følte hun burde undskylde, men hun fik også ondt af Mikael. "Men der er én, er der ikke?" Hun gik tættere på Mikael og lagde blidt hendes hånd på hans skulder. Hun gik om foran ham og lagde den anden hånd under hans hage. Blidt løftede hun hans hovede og så på ham. "Har jeg ret?"
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 15:30:27 GMT 1
Mikael så sørgmodigt ind i Furrinas øjne og sagde lavmeldt: "Der var en gang... - men som sagt har jeg mange fjender... " mikael gik over til stolen han sad på tidligere og satte sig ned på den igen. han tegnede på bordoverfladen med sin finger.
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 15:36:56 GMT 1
Furrina så efter Mikael og lod stille hånden falde igen. Hun blev stående et øjeblik, men gik stille hen til lænestolen. "Mi..." hun havde så meget at sige, men holdte igen. Faktisk troede hun bare at han ville være i fred for hende, så hun vendte ryggen til lænestolen og begyndte stille at gå imod udgangen. Hun standsede op et øjeblik og så tilbage imod lænestolen. "Lader Dem være i fred nu." Hun tog en dyb indånding og gik langsomt videre.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 15:42:55 GMT 1
Mikael så tilbage efter hende og sagde: "Nej bliv endelig..! medmindre du selvfølgelig ikke kan eller vil..?" Mikael tørrede de vædede øjne og havde ikke lyst til at sidde alene. han havde tilbragt så lang tid alene...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 15:49:45 GMT 1
Furrina var næsten henne ved udgangen, da hun hørte Mikaels ord. Hun standsede op og vendte sig langsomt om. Hun stod længe uden, at vise tegn til at hun var der. Hun gik lydløst hen til lænestolen igen og stod bare bag den. Hun lagde blidt hænderne på stolen og så på Mikael, som sad med ryggen til hende. Hvad hun skulle sige, vidste hun ikke - så hun forholdte sig tavs. Men hun lod ham mærke, at hun var der.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 15:57:11 GMT 1
Mikael lænede sig trygt tilbage i stolen, han nød meget at denne fremmede person gad at blive hos ham medens hun havde det svært. faktisk så vidste han godt hvem hun var. da hun var spæd havde Mikael fået Furrina i armene af hendes moder og bedte Mikael om at finde et hjem til hende... - og det gjorde han... mikael vidste at Furrina ikke skulle vide dette... - han regnede ikke med at hun var klar til at indtage denne information...
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 16:08:48 GMT 1
Furrina stod længe uden at sige noget. Hun nød at være i selvskab med Mikael, når han ikke kom med noget udventet. Pludselig kom hun i tanke om, hvorfor hun havde forladt bjerget. Hun havde for længe siden fået et billede - så langt tilbage hun kunne huske. Hun fjernede den ene hånd fra stolen og fandt billedet frem. Hun kiggede længe på det, men tabte det. Hun bøjede sig ned for at samle det op, men hun stoppede. Det gik op for hende at hun ikke kendte personerne på billedet og nu vidste hun ikke hvorfor hun havde det. Hun valgte alligevel at samle det op. Hun gik tavs hen til bordet, lagde billedet og satte sig på den ene stol. Hun så længe på billedet uden at sige noget.
|
|
|
Post by Freneudeus on Oct 28, 2007 16:15:16 GMT 1
Mikael fik et glimt af billedet. Han mindedes ikke engang at hav set menneskende på billedet. da han hørte at Furrina havd sat sig spurgte han højt: "hvem er dem på billederne?!"
|
|
tk
Kendt blandt mennesker
Well, i'm not normal x)
Posts: 569
|
Post by tk on Oct 28, 2007 16:20:18 GMT 1
Furrina så længe på billedet og prøvede at genkende personerne, men uden held. Hun så roligt og uvidende hen på Mikael. Hun trak lidt på skulderne. "Jeg ved det ikke." Hun tog billedet op fra bordet med den ene hånd. Hun vendte og drejede det - men der var intet spor på billedet eller på bagsiden. Hun rejste sig op og gik over til Mikael. Roligt rakte hun ham billedet og håbede på, at han vidste det.
|
|