|
Alteret
Apr 30, 2007 19:59:12 GMT 1
Post by Freneudeus on Apr 30, 2007 19:59:12 GMT 1
Alteret står i Katedralens midte. Alteret er kort og godt en kæmpe marmor klods med en dug på. På denne står et stativ som holder en forgyldt bibel i læseposition. Der står også to et-meterhøje guldlysestager. Hundredevis af par er blevet gift og endnu flere mennesker er blevet ønsket et fredeligt efterliv. alteret er også omgivet af bænke og imellem dem er der små gange hvor man kan nå op til de forreste rækker. desværre har vores nymoderne verden ikke givet folk tid til at dyrke deres tro, så der er oftest meget tomt. selv båsene hvor der gives syndsforladelse er ikke ligefrem hyppigere besøgt.
|
|
|
Alteret
Jun 28, 2007 23:03:02 GMT 1
Post by Pathodea on Jun 28, 2007 23:03:02 GMT 1
Auris gik op til alteret med lydløse skridt. Hun stod lidt og så stift frem for sig. Så knælede hun og lukkede øjnene. Det var første gang hun havde vovet sig herind. Der var utroligt stille. En enkelt ældre dame sad på en af bænkene og bad stille en bøn. Auris kunne høre hende hviske. Igen tvivlede hun på sin egen dømmekraft. Med mindre hun gik hen og rørte ved kvinden kunne hun ikke vide om hun virkelig sad der. Hun valgte at ignorere det og lagde hovedet på sit knæ. Hvorfor var hun gået hertil? For synsforladelse? Det undrede hende en smule at hun overhovedet havde kunne komme ind. Hun havde halvt forventet at hun ikke ville kunne træde ind af døren. Det var prøvet før. Auris løftede hovedet, stadig med lukkede øjne. Hun sad længe sådan, knælende foran alteret og bare lyttede til sit eget åndedrag og kvindens mumlen.
|
|
|
Alteret
Jun 28, 2007 23:09:46 GMT 1
Post by Freneudeus on Jun 28, 2007 23:09:46 GMT 1
En mørk kappeklædt skikkelse trådte ud fra skyggerne og satte sig på forreste række. man kunne ikke se noget ansigt for hættens skygge. lige da skikkelsen satte sig, beggyndte alle stearinlysene i hele katedralen at antænde sig selv. skikkelsen satte sig i en bedende position. den allerede bedende kvinde blev forskrækket af hændelsen, og samlede hurtigt sine ting og forsvandt halvt løbende ud gennem de kæmpe døre og ud i det begyndene regnvejr...
|
|
|
Alteret
Jun 28, 2007 23:16:40 GMT 1
Post by Pathodea on Jun 28, 2007 23:16:40 GMT 1
Auris hørte kvindens løbende fodtrin og åbnede kort øjnene. Hun så lige op i den store kuppel. Hun kunne høre regnen. Men intet andet. Hun rejste sig roligt igen og så rundt på lysene. *...??* Hun vendte sig om imod bænkene og fik straks øje på skikkelsen. Hendes øjne blev smalle og det var tydeligt at hun ikke var helt sikker på situationens virkelighed. Hun blev stående uden at røre sig og holdt øje med den ansigtsløse. *kan det være?*
|
|
|
Alteret
Jun 28, 2007 23:22:21 GMT 1
Post by Freneudeus on Jun 28, 2007 23:22:21 GMT 1
Hættens skygge dækkede hele ansigtet, og da skikkelsen begyndte at tale kunne man ikke engang se munden bevæge sig... "Hvad er du tænker på når du knæler der på gulvet? på om gud vil frelse dig? om han kan lede dig vej? Hvad er det du tænker på Auris?" Stemmen var rolig mendog uigenkendelig på grund af ekoet og Katedralens akustik. Skikkelsen sad helt stille.
|
|
|
Alteret
Jun 28, 2007 23:30:27 GMT 1
Post by Pathodea on Jun 28, 2007 23:30:27 GMT 1
Auris stod helt stille. Hendes øjne stirrede forundret på skikkelsen, og hun rystede svagt. "hv...hvem er du? Hvor kender du mit navn fra?" spurgte hun lavt og trådte et par skridt nærmere. Det kunne meget vel være hendes underbevidsthed der spillede hende et puds som så mange gange før. Hun knyttede hånden og greb kort om den guldkæde hun havde om halsen, med den anden hånd. Hendes brune øjne studerede skikkelsen grundigt med et tvivlsomt blik.
|
|
|
Alteret
Jun 28, 2007 23:36:09 GMT 1
Post by Freneudeus on Jun 28, 2007 23:36:09 GMT 1
Skikkelsen ignorerede det første spørgsmål og svarede i stedet på det andet. "Jeg ved alt om dig Auris, men først må du svare på mine spørgsmål..." skikkelsen blev ved med at sidde i den bedende position...
|
|
|
Alteret
Jun 28, 2007 23:44:06 GMT 1
Post by Pathodea on Jun 28, 2007 23:44:06 GMT 1
Auris vejrede kort med hovedet. Hun vendte sig væk fra skikkelsen og så op på alteret igen. "De spørgsmål håbede jeg selv at få svar på..." svarede hun lavt, mest henvendt til sig selv. Hun lukkede øjnene, bøjede hovedet og sukkede. Hele hendes liv havde været smerte og frygt. Selvforagt. Hvad søgte hun her? Det vidste hun end ikke selv. Hvem søgte hun frelse hos? hun ville vide hvem der kunne give hende håbet tilbage. Et meningsløst liv. Det var hvad hun havde tilbage. Det var hvad verdenen endnu ikke havde taget fra hende. Meningsløsheden. Hun lagde hovedet tilbage. hendes ben gav efter, og hendes hvide kjole blafrede kort op som hun faldt på knæ. den lagde sig som et tæppe af sne omkring hende på gulvet, og gav hende et underligt malplaceret skær af renhed. Det hvide hår dækkede hendes ansigt, og kun hendes åndedræt kunne høres nu.
|
|
|
Alteret
Jun 28, 2007 23:52:47 GMT 1
Post by Freneudeus on Jun 28, 2007 23:52:47 GMT 1
Skikkelsen rejste sig op og gik op mod alteret. "Mening... Meningen med livet... Det er hvad du selv gør den til... " Han gik helt op til alterbordet. pludselig faldt kappen af skikelsen og med to arme ud fra kroppen, stod en hvidhåret gammel mandlig skikkelse med ryggen til Auris. Hele Katedralen lyste på mystisk vis endnu mere op. Det kunne ses på det lange kridthvide hår at Manden var meget gammel, men hans krop virkede ret og rank, nærmest ung. "Så hvad er det du søger hos mig Auris?"
|
|
|
Post by Pathodea on Jun 29, 2007 0:06:41 GMT 1
Auris spærrede øjnene op og så over på den ukendte. Ukendt. Hun havde ikke set ham før. Alligevel. Alligevel var der noget velkendt ved ham. En gysen gik igennem hende. Hun tog kort hånden op til ansigtet og hendes øjne afslørede en vild sinsforvirring. Hun så på ham igen. "Frenedeus...." lød det svagt. Der var ærefrygt i hendes stemme og hun bøjede kort hovedet til hilsen. En million spørgsmål kørte rundt i hendes hoved og hun forsøgte at holde rede i sine tanker. Hun lukkede øjnene. "meningen....med livet?...er det det jeg søger?...jeg ved det end ikke slev....jeg må desværre erkende at min tro på det gode i min sjæl svinder langsomt ind time for time og at min dømmekraft svinder med den. Jeg er svag i troen, Herre, tilgiv mig. Et liv uden håb. uden tro, kan forvilde selv det reneste sind" sagde hun lavt. Hun havde ikke rejst sig eller flyttet sig fra sin plads på gulvet. Hun åbnede langsomt øjnene igen og så på sine hænder.
|
|
|
Post by Freneudeus on Jun 29, 2007 0:14:18 GMT 1
Skikkelsen vendte sig om og så på Auris. "Ja, mit barn. der er mig." hans ansigt var ubeskriveligt. det udstrålede alt hvad der var smukt og godt. Han pegede på Auris og sagde: "Jeg vil give dig klarhed i en stund. så er det nemmere for os begge at forstå dig..." en trykbølge kom ud fra fingeren og slog lige ind i Auris' hoved. "sig nu hvad du ønsker at jeg skal svare på..." Hans stemme var blid og dog lidt mørk. det var som om det var ens mest elskede bedstefar der snakkede til een. det var ubeskriveligt dejligt at høre ham tale...
|
|
|
Post by Pathodea on Jun 29, 2007 0:23:01 GMT 1
Auris sad lidt og lyttede til hans stemme. Hun løftede ikke hovedet. Rejste sig ikke. Hun følte sig ikke værdig. Hun lukkede endnu en gang øjnene og blev stille siddende. For en stund lyttede hun kun til regnen der stille silede ned udenfor. "Herre... jeg ønkser kun at vide om jeg træffer de rigtige valg. Om jeg stadig skal søge efter håbet." Hun løftede sine hænder og så på dem "om disse hænder, besudlet med ondskabens fortærende blod nogensinde vil blive rene..." Hun sukkede og så endelig op på ham. "Jeg ønsker kun at vide om jeg følger den rette vej" hendes øjne strålede svagt og der var et strejf af håbløshed i dem.
|
|
|
Post by Freneudeus on Jun 29, 2007 0:31:48 GMT 1
"Måske er det på tide at du stopper med at stille dig selv spørgsmål, og til gengæld starter med at at drage konklusioner og tage valg..." Freneudeus gik tættere på Auris. Hans skridt var korte men bestemte, og så gik han på bare fødder. han tog en dyb indånding. hans lang hvide skæg hvilede på hans brystkasse og det bevægede sig nær han snakkede. Han satte sig på knæ foran hende og sagde: "Måske er din konstante søgen efter blod, noget der hæmmer din søgen efter svar..." Han prøvede at fange Auris' blik...
|
|
|
Post by Pathodea on Jun 29, 2007 0:44:46 GMT 1
Auris bøjede igen hovedet og så på sine hænder. For sit indre blik kunne hun se adskellige døde væsner, der havde levet deres liv i det ondes tjeneste. Væsner alle dræbt af hende selv. Hun knyttede hænderne og billederne forsvandt. "Men hvordan kan jeg overvinde den ondskab der stille fortærer mig?" spurgte hun stille og så op. Hendes blik blev fanget af hans og hun følte sig pludselig ubetydelig. Hendes jagt på det onde. Ligemeget hvor mange væsner hun overvandt. Ligemeget hvor meget ondskab hun fjernede fra jorden. Ville det ikke fjerne den ondskab hun endnu aldrig havde formået at besejre. Hendes egen.
|
|
|
Post by Freneudeus on Jun 29, 2007 0:59:12 GMT 1
"Det er på tide at du indser hvem du er. Jeg har mange troende vampyrer der prøver at flygte fra det onde ved at gemme sig bag 'Stamus Contra Malo'. Men de kan blive ved med at flygte for ondskaben vil altid indhente dem." Han satte en hånd på hendes kind. "Det er på tide at du møder din ondskab med oprejst pande og med næsen højt i sky, for jeg ved at du kan besejre det. Jeg var der da du blev født og jeg vil være her når du har brug for mig." Han sukkede et øjeblik, og så på hende med triste øjne. "Men desværre er tiderne farlige og jeg kan ikke komme som jeg har lyst... men du vil altid kunne fortælle mig alt og så vil jeg altid lytte..."
|
|