|
|
Post by Freneudeus on Apr 19, 2007 19:55:27 GMT 1
Grunden til det usedvanlige navn er at der i midten af denne lysning står et ældgammelt træ, som i mange år havde været henrettelsespunkt siden. for nogle år siden prøvede byens advokatfirma at fælde hele parken, men træets historie gjorde parken fredet. Lysningen er mødested for mange.
|
|
|
|
Post by Freneudeus on Nov 6, 2007 20:22:08 GMT 1
Balthazar gik langsomt og med korte skridt imod det gamle majestætiske træ. Han kunne huske at han havde set træet før men hvor hvornår vidste han ikke. og udover at hans firma insisterede på at fælde det engang mente han at han engang havde haft en meget stor relation til lige dette træ. han gik med sine fine håndsyede italienske lædersko gennem denløv-besatte græsplæne. han stoppede lige foran træet og studerede barken meget tæt.
pludselig fik han øje to indgraverede intialer der fik ham til at undre sig... - hvorfor anede han ikke. der stod: "B + G" omkranset af et hjerte. der var tydelige tegn på at den var en gammel ingravering, og det mest underlige var at alle andre indgraveringer, næsten var væk. han kørte stille en finger igennem fordybningerne. han vidste han havde set det før... - men hvornår?!
|
|
|
|
Post by Pathodea on Nov 6, 2007 20:34:14 GMT 1
Liraie Sad lænet op ad træet på den anden side. Hun var begyndt at komme her ofte. Der lå en gammel aura af minder. Minder om hendes mor, kunne hun mærke. Hun vidste bare ikke hvilken slags. Men det var lige meget. Hun plukkede en håndfuld græsstrå og sad lidt og kiggede på dem i hånden. Det var egentlig længe siden hun sidst havde set Mikael. han var sikkert ude af sig selv af bekymring. Med mindre han som sædvanlig havde sørget for at en anden engel holdt øje med hende. Hun havde også opdaget dem hver gang og rystet dem af sig. Liraie smilte lidt ved tanken og hvilede hovedet imod stammen imens hun så op på himlen. Det var tusmørke og en del stjerne var begyndt at vise sig på himlen. Det fik hende til at tænke på Paradis, og det gav hende en lille form for hjemve. Det blæste svagt og fik de omkringstående træer til at rasle let. Liraie skuttede sig og trak sin mørkerøde kappe tættere om sig. Hun folde derefter sine vinger ud og lukkede dem omkring sin krop. De gav mere varme. "Egentlig burde jeg også se at komme videre" mumlede hun svagt for sig selv. HUn var for optaget af sine egne tanker til at opdage den andens aura.
|
|
|
|
Post by Freneudeus on Nov 6, 2007 20:39:37 GMT 1
Balthazar kom til sig selv da han hørte en stemme. Han gik roligt rundt om det store træ. Han skimtede rundt om hjærnet da han fik øje på to fødder. Liraie kom til syne, og balthazars verlkendte ondskabsfulde grin kom frem han stillede sig op ad træet så han let kunne ses og grinede højt: "Er det nu dig igen!? fik du ikke nok sidst?!"
|
|
|
|
Post by Pathodea on Nov 6, 2007 20:57:22 GMT 1
Liraie fór sammen, kom på benene og vendte sig hurtigt om i kampstilling. Men hun stivnede da hun så det var Balthazar. Hendes brunrøde øjne kørte et kort øjeblik helt over i en rød farve men vendte hurtigt tilbage til det normale igen. Hun stod lidt og så på ham med et tomt blik hvorefter hun satte sig ned igen, trak benene op under sig, lagde hovedet på sine knæ og lukkede vingerne om sig. Hun svarede ikke på hans spørgsmål og hun var for deprimeret til at slås med ham nu.
|
|
|
|
Post by Freneudeus on Nov 6, 2007 21:20:20 GMT 1
Balthazar gik rundt om hende et par gange og sagde samtidig: "Jeg troede ikke jeg skulle se dig efter det fald... jeg troede blot at du var en klat på fortovet nu..." da der ikke kom noget svar fra Liraie bankede roligt bå hendes vinger medens han sarkastisk sagde: "Banke, banke... er der nogen hjemme?"
|
|
|
|
Post by Pathodea on Nov 7, 2007 7:46:45 GMT 1
Liraie trak sine vinger væk i et ryk og sad pludselig med sit sværd imod Balthazar. Hendes øjne var kolde, men stadig meget tomme og det virkede lidt som om hun ikke helt var til stede. "Du tror da vel ikke en engel som mig er så nem at slippe af med?" svarede hun køligt, med et strejf af hån i stemmen. Hun kom til at fange hans blik og måtte undertrykke den følelse der væltede op i hende. Det her var hendes egen far? Der var en stor chance for at hun ville blive som ham. Hun kunne konstant mærke sit indres kamp imellem godt og ondt. Hun vidste at engle af natur skulle være det reneste væsen. Men hendes sind var blandet. Halv engel halv dæmon. Og begge kæmpede de for at komme til.
|
|
|
|
Post by Freneudeus on Nov 9, 2007 19:28:35 GMT 1
Balthazar grinede let ved synet af sværdet. Han placerede midten af håndfladen på spidsen af sværdet og sagde: "Faktisk..." Med et enkelt ryk trykkede han hånden igennem sværdet så det stak ud gennem den anden side. Han fortrak ikke en eneste mine. " - så havde jeg håbet..." Og han trak hånden ud ige og holdte hånden frem mod den selv healende hånd. såret forsvandt som med et blink med øjet. ikke en dråbe blod blev spildt. " - at jeg havde slået dig ihjel..!" Han tog fat om Liraies klinge med den bare hånd, og holdte fast med et uruskelig greb.
|
|
|
|
Post by Pathodea on Nov 10, 2007 20:09:09 GMT 1
Liraie blev ved med at se koldt på ham. Det lod ikke til at hans små tricks gjorde særligt indtryk på hende. "jeg er næsten ked af at skuffe dig så. men jeg har stadig nogen ting at ordne i denne verden..." svarede hun og smilte kort. men smilet forsvandt hurtigt igen. Hendes øjne var igen blevet røde og hun gav slip på sit sværd. Hun rejste sig og gik væk fra ham. Hun havde ikke lyst til at kæmpe mere med ham. Mest fordi hun som krigerengel var trænet til ikke at skåne onde væsner, specielt ikke dæmoner. og dette var hendes egen far. Ligemeget hvor ond han var kunne hun ikke få sig selv til at dræbe ham. Hun stoppede op og så op på stjernerne *Tilgiv mig, Fader. Jeg er en elendig krigerengel.*
|
|
|
|
Post by Freneudeus on Nov 13, 2007 15:33:23 GMT 1
Balthazar smilte kort over hendes uvidenhed. denne verden ville ikke overlev så lang tid endnu. han puttede hånden ned i lommen og mærkede en fjer som Liraie engang havde tabt. han tog den ud af lommen, kiggede lidt på den og lod den svæve gennem luften mod jorden. Han vendte sig, begyndte at gå mod en træstub tæt på medens han sagde højlydt: "Nyd den mens du kan, for snart er den væk..."
|
|
|
|
Post by Pathodea on Nov 14, 2007 8:06:21 GMT 1
Liraies vinger sitrede let. Hun vendte sig om og så lidt på den røde fjer der lå på jorden. Hun stod lidt og så på den uden at sige noget hvorefter der slap nogle tænksomme ord ud. Men hun var ike rigtig selv klar over hun havde sagt dem "røde vinger... hun havde... røde vinger?" Liraie gik hen og samlede fjeren op. Hun var klar over det var hendes egen, men det virkede som om hun havde opdaget noget. Hun så tænksomt på den.
|
|
|
|
Post by Freneudeus on Dec 2, 2007 20:59:53 GMT 1
Balthazar så forvirret på Liraie. "Røde vinger?" Balthazar kunne ikke tyde hendes ord. Balthazar kom til at tænke men hvad helt præcist anede han ikke. alting var sløret i hans hoved, og han kunne ikke gøre billederne eller ordene skarpere. han så igen på Liraie med et blik der kunne dræbe. *Prøver hun på at forvirre mig?*
|
|
|
|
Post by Pathodea on Dec 3, 2007 12:32:14 GMT 1
Liraie lod blidt en finger glide hen over fjeren. Den var glat, men samtidig ubeskriveligt blød. Hun smilte et meget fjernt smil, som var hun helt fanget i sine egne tanker. "Smukke røde vinger" gentog hun lavt og så over på Balthazar. Men hendes øjne var tomme og fjerne, og hun registrerede egentlig ikke at han stod der. Liraie lukkede øjnene og smilte igen imens hun forsøgte at genskabe et billede af Gabriel for sit indre blik. *Mor...*
|
|
|
|
Post by Freneudeus on Dec 4, 2007 11:53:53 GMT 1
Balthazar så underligt på englen. han rejste sig og gik forbi hende, og da han passerede hende sagde han blot: "Jeg, Balthazar, vil ødelægge verdenen..." da han var en meter fra hande, bredte han sine vinger ca. 6 meter ud til hver side, og han vendte sig om mod Liraie og sagde: "Og når verdenen er ødelagt, vil jeg og min mørkets dronning styre alt!" han begyndte at baske svagt med vingerne...
|
|
|
|
Post by Pathodea on Dec 5, 2007 19:42:54 GMT 1
Liraie vendte sig blot og så koldt på ham. Hun var åbenbart slubbet ud af sin lille trance. "Hvad får du ud af det, Blathazar? Når verdenen er ødelagt vil der ikke være noget tilbage at herske over. Ingen magt, ingen penge.... ingen kærlighed... Selvom det sidste nok har forladt dit sind for evigt... Mor ville have tilgivet dig... hvorfor, det ved jeg ikke længere. Jeg ser intet af den mand hun åbenbart elskede..." svarede hun lavt, delvist opslugt af sine egne tanker.
|
|
1. 
2. 
3.
