|
Post by Freneudeus on May 8, 2007 22:15:13 GMT 1
Mikael lukkede smilende dørene bag dem. "sid ned..." han viste hende hen i et lille sofakompleks... "hvad vil du have at drikke..? der burde ikke være noget som vi ikke har..." han gik hen mod barskabet.
|
|
|
Post by Pathodea on May 8, 2007 22:21:39 GMT 1
Liraie satte sig stille ned i en sofa. Hun sad et øjeblik og så rundt i rummet. Så så hun pludselig på fyren med et stålsat og stædigt blik. "hvem er du egentlig og hvad vil du mig?!" spurgte hun, med et lidt hårdere tonefald end hun ville. Hun var blevet træt af den her gætteleg og ville have nogle svar. hun havde bedre ting at tage sig til. *Ikke mere spændende, men trods alt vigtigere* tænkte hun tørt og afventede svar
|
|
|
Post by Freneudeus on May 8, 2007 22:27:05 GMT 1
"hvem jeg er? tjah. de kalder mig Mikael og jeg er klubens ejer. hvad vil jeg dig? ingenting..." han smillede mens han så sig tilbage. han åbnede barskabet og begyndte at hælde noget mineralvand op i to glas. "... jeg er bare en simpel mand der så noget han kunne lide. i dette tilfælde dig. og nu sidder du her og skal til at nyde noget vand med mig..." han stillede sig foran hende, og rakte hende glasset.
|
|
|
Post by Pathodea on May 8, 2007 22:35:03 GMT 1
Liraie så Mikael i øjnene. Hendes nu røde øjne havde et stædig glimt. "hvis du bare var en simpel mand, der tager havd han kan li, så ville du have valgt de to andre piger, og ikke mig. Du vil noget med mig, elers havde du, som klubbens ejer, ikke gjort dig det besvær at slæbe mig med herind..." svarede hun stædigt og skubbede hans hånd med vandglasset til side.
|
|
|
Post by Freneudeus on May 8, 2007 22:38:19 GMT 1
"hmm" udstødte Mikael. "hvad for dig til at benægte tanken om at jeg ikke bare fandt dig interresant?" det kunne mærkes at Mikael blev mere alvorligt, og sætningen blev stemplet med et sarkastisk smil...
|
|
|
Post by Pathodea on May 8, 2007 22:46:16 GMT 1
Liraie følte at han prøvede hende af. Hendes øjne blev en tand mere røde og hun sendte han et mystisk blik. Hun rejste sig op og stod et øjeblik ansigt til ansigt med Mikael. Så gik hun forbi ham og hen imod døren. "hvis De ikke vil mig noget bestemt, er der vel ingen grund til at jeg bliver her og spilder Deres kostbare tid..." svarede hun, og veg uden om hans spørgsmål. hun var næsten nået hen til døren nu.
|
|
|
Post by Freneudeus on May 8, 2007 22:49:24 GMT 1
"lige så stædig som din far... det må være en familiesygdom..." han satte sig ned i en stol bag ham... "men kan godt høre at i er i familie..."
|
|
|
Post by Pathodea on May 8, 2007 22:56:37 GMT 1
Liraie nåede lige akkurat at røre håndtaget da Mikael slyngede ordene ud. Hun stivnede med det samme og rev hånden til sig, som om hun havde fået stød. Igen knyttede hun hånden og vendte sig om imod ham. Hun kæmpede med at holde tårene inde. "hvad ved du om min far?!" sagde hun højt og stirrede på Mikael "hvad ved du om min far?" gentog hun lidt lavere og gik langsomt hen imod ham.
|
|
|
Post by Freneudeus on May 8, 2007 23:03:34 GMT 1
mikael løftede en knyttet hånd. lige da han åbnede den stivnede liraie. Mikael rejste sig og begyndte at gå i cirkler rundt om den stive liraie. "lad mig re-introducere mig selv..." sagde han striks. "mit navn er mikael. ikke nok med at jeg er klubbens ejer er jeg også ærkeengel... det er mig der skal føre vores allierede styrker imod Pathodea... var det en forklaring nok?" mikael slap besværgelsen der havde hængt over liraie medens han talte. han stillede sig bag hende...
|
|
|
Post by Pathodea on May 8, 2007 23:11:34 GMT 1
Liraie faldt forskrækket forover da besværgelsen blev hævet og landede tungt på gulvet. hun så desorienteret op på Mikael, og der var et svagt glimt af frygt i hendes øjne et kort sekund. Så genvandt hun fatningen og rejste sig roligt op uden at se på ham. Så løftede hun hovedet og stirrede ham lige ind i øjnene. " De må undskylde, deres nåde, at jeg ikke kunne genkende dem...!" remsede hun formelt. * det forklarer hvorfor jeg fik det syn* hun så alvorligt på ham "...men De har ikke svaret på mit spørgsmål. Hvad ved De om min far?" fortsatte hun stædigt.
|
|
|
Post by Freneudeus on May 8, 2007 23:17:13 GMT 1
Mikael gik hen og satte sig ved sit skrivebord. han så blidt på den forskrækkede engel. "Freneudeus har befallet mig ikke at sige et ord om din far. det skal være din opgave at genfinde ham. men siden at vi to skal 'bo' sammen det næste stykke tid, kan jeg kun sige én ting: han er tættere end du tror. ved du i det hele taget hvad din fader hedder?" Han afventede et svar.
|
|
|
Post by Pathodea on May 8, 2007 23:25:27 GMT 1
Liraie åbnede forbavset munden og så underligt på ham "hvad? jamen....det....Har Frenedeus bedt dig om at...ej skal jeg nu os babysittes som en anden grønskolling?!" udbrød hun småfornærmet og satte sig ned i en lænestol. Liraie så alvorligt over på Mikael i et langt stykke tid og sukkede så. Hun så ned i gulvet. "...nej... jeg ved intet om min far, og næsten ingen ting om min mor..." hun så op, og man kunne virkelig se at hun havde svært ved at holde tårerne tilbage nu "...hvorfor er alle så hemmeighedsfulde?" hun snøftede kort, og tørrede stædigt en begyndende tåre væk. *jeg vil jo bare vide hvem min far er...*
|
|
|
Post by Freneudeus on May 9, 2007 12:54:46 GMT 1
"kære barn. din mor har jeg ingen forbud mod at fortælle dig om..." han lænede sig tilbage i stolen og afventede et spørgsmål fra Liraies side... "Spørg og jeg kan se om jeg kan svare. jeg kendte jo din mor ret godt..."
|
|
|
Post by Pathodea on May 9, 2007 13:00:03 GMT 1
Liraie så lettere overrasket på Mikael. Der var noget mystisk der rørte på sig i hendes øjne, men hun sagde ikke noget lige med det samme. Hun så ned på sine hænder. "jeg...." begyndte hun stille, kun lige højt nok til at det kunne høres. "hvordan var hun?....min mor..." spurgte hun lavt og så på Mikael igen.
|
|
|
Post by Freneudeus on May 9, 2007 13:05:27 GMT 1
"uha..." mikael smilte ved spørgsmålet. "... hun var nok det smukkeste vores gud havde skabt. en fryd for øjet. hun dejlig og varm, men hun var ihvertfald dygtig til argumentere... " mikael fniste lidt, men blev straks stille "... hun lignede faktisk dig lidt... og så havde hun mange bejlere der ønskede et evigt liv med hende..." Mikael lænte sig henover bordet med et sænket hoved. en tåre rullede ned over hans kind...
|
|