Post by Freneudeus on Apr 17, 2007 21:02:09 GMT 1
Historien:
Ved fødselen af vores univers var der kun tomheden. Intet eksisterede endnu, bortset fra en enkelt nano-stjerne. Denne nano-stjerne var en ganske lille portal til en allerede ældgammel verden.
Denne verden var skabt af de ti ondeste guder, alle fra forskellige universer. Her holdt de til, og planlagde deres store, onde gerninger og bedrifter. Disse ti guder repræsenterede de ti synder som bliver fremvist i den kristne tro. Men guderne var grådige og magtbegærlige, og kæmpede altid om, hvem der var den største og ondeste.
Fra den stærke og magtfulde, onde kraft i de ti guder, blev der skabt en gudinde, mere ond, mere grusom og mere magtsyg end alle andre. Denne var så ond, at de ti andre guder blev bange for hende, så de ville forviste hende fra deres verden. De kaldte hende Pathodea, som betyder Gudinde for Lidelse på latin. Men Pathodea havde gennemskuet deres plan og i mellemtiden havde hun skabt nogle håndlangere og krigere til at kæmpe på sin side. Disse krigere og håndlangere var skabt af døde sjæle, had og lidelse fra de ti guders verden.
Pathodea satte sig op imod de andre guder, og udfordrede dem til krig. En kamp om herredømmet i deres verden. Krigen varede længe, og begge parter mistede mange kræfter. Efter tusind lange år, endte krigen. Pathodea havde tabt. De ti guder forviste hende fra deres verden til et univers hvor tomheden regerede.
I hundredvis år havde Pathodea samlet og sparet på sine kræfter. Stærkere og stærkere blev hun.
Til sidst besluttede hun at gøre noget ved al den tomhed, der eksisterede omkring hende.
Pathodea ville skabe sin egen verden. En verden hun kunne regere. Hun valgte at skabe en verden frygtet i alle andre universer og verdener. En verden fuld med ondskab og grusomhed. Enhver form for håb skulle underkues i denne verden, og alt godt skulle bukke sig i støvet for dets herre.
Pathodea prøvede og prøvede men lige meget hvad hun gjorde skete der ingenting. Hun var for ond til at kunne skabe verdener. Der skulle en guds godhed til at skabe en verden, for der blev nødt til at herske harmoni, for at verdenen kunne eksistere. Pathodea lagde sig i raseri til at dvale. Hun ville dvale indtil hun havde svaret på denne gåde om, hvorfor hun ikke kunne skabe en verden som hun ville have den.
I en anden verden, en verden endnu længere væk, sad den ældste, klogeste og stærkeste gud, i sit selvskabte Paradis, og overværede situationen i de andre verdener. Freneudeus kaldte han sig, som betyder Godsindet Gud på latin.
Da denne gud troede at denne onde gudinde var forsvundet, besluttede han sig for at forme dette univers. Som foreskrevet i Biblen:
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.
Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.
Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.
Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.
Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.
Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.
Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens skabelseshistorie.
(Note: Menneskene kalder Freneudeus for ”Gud”)
(Første Mosebog kapitel et)
Pathodea havde i løbet af sin dvale fremtænkt en listig måde at skabe liv på. Så hun vågnede fra sin dvale. Men synet der mødte hende gjorde hende rasende. En anden gud havde skabt sin egen verden i det univers som Pathodea havde erklæret sit mørkets herredømme. Hun var så rasende, at hun, med al sin samlede kraft, drog imod den uvelkomne gud, der havde trængt sig ind på hendes territorium.
Freneudeus havde dog forudset dette, og han havde skabt en armé af lys-væsener som han kaldte ”Engle”.
Pathodea erklærede ham krig. Krigen varede enogfirs dage, og det var en blodig kamp. Freneudeus mistede mange af sine Engle, men Pathodeas krigere var ikke lige så stærke. Da Freneudeus fik overtaget, slog han Pathodea tilbage til den anden ende af universet, hvor kun mørket herskede.
Pathodea nægtede at underkaste sig Freneudeus, men hun valgte i stedet at lave sin egen armé…; sin egen verden. Men ondskaben som den hun brugte til at skabe denne verden, gjorde, at der intet kunne gro på planeten. Planeten var et sted domineret af ild, mørke, ondskab og indre had, som Pathodea havde ført ned i selve planetens kerne.
Her lavede hun endnu en portal til den gode verden. Pathodea sendte nu nogle selvskabte væsener (som for eksempel: vampyrer, varulve, nogle få dæmoner) og sort magi igennem portalen. Hun sendte dem dertil for, at de kunne ”forgifte” verdenen, og gøre dens beboere til hendes slaver og undersåtter.
Men det var allerede for sent, for Freneudeus var allerede nået lang nok til, at han havde skabt sine jordiske budbringere: ”Præsterne.” Få af disse kunne sende de onde skabninger tilbage til mørket… men det var dog ikke nok. Siden præsterne var fredfyldte skabninger, kunne de ikke slå tilbage når de blev angrebet af flere på én gang. Så derfor udvalgte Freneudeus visse mennesker til at hjælpe med at bekæmpe det onde, og derfor gav han dem nogle egenskaber og fordele. Eksorcister og Clairvoyanter kaldte han disse. Da det ikke var nok måtte han sende specielt udvalgte engle til jorden, med det formål at nedkæmpe alle onde skabninger de kom i nærheden af.
Men efter hånden som århundrede gik, lærte væsenerne at harmonere med hinanden, og efterhånden som væsenerne harmonerede, begyndte de at blandes og derved skabte de nye racer. De to guder indgik en pagt: Freneudeus fik alle de rene sjæle der forlod deres kroppe, medens at Pathodea fik de onde og urene. Disse sjæle skulle bruges som krigere til en endelig kamp. En kamp om herredømmet i universet.
I mellemtiden havde Pathodea også underkastet sig de ti guder fra det andet univers, så de nu var hendes lakajer, undersåtter og slaver hver og en.
Året er nu 2006, og aktiviteten mellem ondt og godt er taget til. En kendt profet blandt menneskene havde forudset en krig på jorden. Denne krig skulle være en krig om dominans på jorden.
Denne krig skulle forgå mellem de to stærkeste væsener på jorden og deres allierede. Disse to væsener ville være de to mest egnede til opgaven. De ville blive udvalgt af hver deres gud.
Men sidst og ikke mindst havde profeten også fortalt hvor det skulle udspille sig: Melantobia. Derfor styrter alle væsener til byen, for at være med til den sidste kamp mellem godt og ondt.
I Melantobia holder de to mest magtfulde væsner på jorden til. Englen, Mikael, som er en af Freneudeus stærkeste og førende engle i kampen mod det onde. Ligeså er der Dæmonen, Balthazar, som var en af Pathodeas stærkeste førere i den første kamp mellem det gode og det onde. Nu udspilles krigen om anskaffelse af allierede…
Ved fødselen af vores univers var der kun tomheden. Intet eksisterede endnu, bortset fra en enkelt nano-stjerne. Denne nano-stjerne var en ganske lille portal til en allerede ældgammel verden.
Denne verden var skabt af de ti ondeste guder, alle fra forskellige universer. Her holdt de til, og planlagde deres store, onde gerninger og bedrifter. Disse ti guder repræsenterede de ti synder som bliver fremvist i den kristne tro. Men guderne var grådige og magtbegærlige, og kæmpede altid om, hvem der var den største og ondeste.
Fra den stærke og magtfulde, onde kraft i de ti guder, blev der skabt en gudinde, mere ond, mere grusom og mere magtsyg end alle andre. Denne var så ond, at de ti andre guder blev bange for hende, så de ville forviste hende fra deres verden. De kaldte hende Pathodea, som betyder Gudinde for Lidelse på latin. Men Pathodea havde gennemskuet deres plan og i mellemtiden havde hun skabt nogle håndlangere og krigere til at kæmpe på sin side. Disse krigere og håndlangere var skabt af døde sjæle, had og lidelse fra de ti guders verden.
Pathodea satte sig op imod de andre guder, og udfordrede dem til krig. En kamp om herredømmet i deres verden. Krigen varede længe, og begge parter mistede mange kræfter. Efter tusind lange år, endte krigen. Pathodea havde tabt. De ti guder forviste hende fra deres verden til et univers hvor tomheden regerede.
I hundredvis år havde Pathodea samlet og sparet på sine kræfter. Stærkere og stærkere blev hun.
Til sidst besluttede hun at gøre noget ved al den tomhed, der eksisterede omkring hende.
Pathodea ville skabe sin egen verden. En verden hun kunne regere. Hun valgte at skabe en verden frygtet i alle andre universer og verdener. En verden fuld med ondskab og grusomhed. Enhver form for håb skulle underkues i denne verden, og alt godt skulle bukke sig i støvet for dets herre.
Pathodea prøvede og prøvede men lige meget hvad hun gjorde skete der ingenting. Hun var for ond til at kunne skabe verdener. Der skulle en guds godhed til at skabe en verden, for der blev nødt til at herske harmoni, for at verdenen kunne eksistere. Pathodea lagde sig i raseri til at dvale. Hun ville dvale indtil hun havde svaret på denne gåde om, hvorfor hun ikke kunne skabe en verden som hun ville have den.
I en anden verden, en verden endnu længere væk, sad den ældste, klogeste og stærkeste gud, i sit selvskabte Paradis, og overværede situationen i de andre verdener. Freneudeus kaldte han sig, som betyder Godsindet Gud på latin.
Da denne gud troede at denne onde gudinde var forsvundet, besluttede han sig for at forme dette univers. Som foreskrevet i Biblen:
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.
Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.
Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.
Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.
Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.
Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.
Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens skabelseshistorie.
(Note: Menneskene kalder Freneudeus for ”Gud”)
(Første Mosebog kapitel et)
Pathodea havde i løbet af sin dvale fremtænkt en listig måde at skabe liv på. Så hun vågnede fra sin dvale. Men synet der mødte hende gjorde hende rasende. En anden gud havde skabt sin egen verden i det univers som Pathodea havde erklæret sit mørkets herredømme. Hun var så rasende, at hun, med al sin samlede kraft, drog imod den uvelkomne gud, der havde trængt sig ind på hendes territorium.
Freneudeus havde dog forudset dette, og han havde skabt en armé af lys-væsener som han kaldte ”Engle”.
Pathodea erklærede ham krig. Krigen varede enogfirs dage, og det var en blodig kamp. Freneudeus mistede mange af sine Engle, men Pathodeas krigere var ikke lige så stærke. Da Freneudeus fik overtaget, slog han Pathodea tilbage til den anden ende af universet, hvor kun mørket herskede.
Pathodea nægtede at underkaste sig Freneudeus, men hun valgte i stedet at lave sin egen armé…; sin egen verden. Men ondskaben som den hun brugte til at skabe denne verden, gjorde, at der intet kunne gro på planeten. Planeten var et sted domineret af ild, mørke, ondskab og indre had, som Pathodea havde ført ned i selve planetens kerne.
Her lavede hun endnu en portal til den gode verden. Pathodea sendte nu nogle selvskabte væsener (som for eksempel: vampyrer, varulve, nogle få dæmoner) og sort magi igennem portalen. Hun sendte dem dertil for, at de kunne ”forgifte” verdenen, og gøre dens beboere til hendes slaver og undersåtter.
Men det var allerede for sent, for Freneudeus var allerede nået lang nok til, at han havde skabt sine jordiske budbringere: ”Præsterne.” Få af disse kunne sende de onde skabninger tilbage til mørket… men det var dog ikke nok. Siden præsterne var fredfyldte skabninger, kunne de ikke slå tilbage når de blev angrebet af flere på én gang. Så derfor udvalgte Freneudeus visse mennesker til at hjælpe med at bekæmpe det onde, og derfor gav han dem nogle egenskaber og fordele. Eksorcister og Clairvoyanter kaldte han disse. Da det ikke var nok måtte han sende specielt udvalgte engle til jorden, med det formål at nedkæmpe alle onde skabninger de kom i nærheden af.
Men efter hånden som århundrede gik, lærte væsenerne at harmonere med hinanden, og efterhånden som væsenerne harmonerede, begyndte de at blandes og derved skabte de nye racer. De to guder indgik en pagt: Freneudeus fik alle de rene sjæle der forlod deres kroppe, medens at Pathodea fik de onde og urene. Disse sjæle skulle bruges som krigere til en endelig kamp. En kamp om herredømmet i universet.
I mellemtiden havde Pathodea også underkastet sig de ti guder fra det andet univers, så de nu var hendes lakajer, undersåtter og slaver hver og en.
Året er nu 2006, og aktiviteten mellem ondt og godt er taget til. En kendt profet blandt menneskene havde forudset en krig på jorden. Denne krig skulle være en krig om dominans på jorden.
Denne krig skulle forgå mellem de to stærkeste væsener på jorden og deres allierede. Disse to væsener ville være de to mest egnede til opgaven. De ville blive udvalgt af hver deres gud.
Men sidst og ikke mindst havde profeten også fortalt hvor det skulle udspille sig: Melantobia. Derfor styrter alle væsener til byen, for at være med til den sidste kamp mellem godt og ondt.
I Melantobia holder de to mest magtfulde væsner på jorden til. Englen, Mikael, som er en af Freneudeus stærkeste og førende engle i kampen mod det onde. Ligeså er der Dæmonen, Balthazar, som var en af Pathodeas stærkeste førere i den første kamp mellem det gode og det onde. Nu udspilles krigen om anskaffelse af allierede…
1. 
2. 
3.