|
Post by Pathodea on Aug 2, 2007 23:46:29 GMT 1
Liraie udstødte en irriteret, vred lyd og gik bestemt ind af døren. Hun gik lige frem imod Mikael, satte hænderne på armlænet og så på ham med et mix af vrede,had,fortvivlelse og sorg i de, lige nu, knaldrøde øjne. "Hvorfor?! Hvorfor har du holdt alt det her hemmeligt for mig?!!!" Spurgte hun vredt, og havde ikke selv bemærket at hun hvade hævet stemmen. Det hun lige havde set og oplevet snurrede hektisk rundt i hovedet på hende og gjorde hende svimmel og ude af fokus. Hun kunne slet ikke finde hoved og hale i sine tanker og minder. Det hele flød sammen når hun prøvede at få styr på det. Det der især gik igen var billedet af hendes mor, og det indtryk hun lige havde fået af hendes far. hun udstødte et hulk og faldt på knæ lige foran stolen hvor Mikael sad. "Hvorfor? Hvordan kan han være så ond?"
|
|
|
Post by Freneudeus on Aug 3, 2007 0:33:09 GMT 1
Mikael lagde en hånd på hendes hendes pande. den blev flyttet til hendes hage. han så hende dybt i øjnene og sagde: "Din fader var engang værre... Der var engang hvor han dræbte alt hvad der var godt! Den sorte død var en af hans skabelser... han var meget ond, indtil..." Mikael ventede. "... - indtil an mødte din moder... lyset i hans dengang døde hjerte... dine forældres kærlighed var forbudt... især din faders kærlighed til din moder, da han var det han var... han elskede din moder så højt at han lod sig ægte med hende i det godes navn... og de fgorseglede deres testamente med en skabning... den skabning var dig..." Et smil kom frem og Mikael tørrede Liraies tårer væk. "... desværre blev de stukket, og snart fandt Pathodea, dem... de skjulte dig hos mig... jeg så dem begge kæmpe for dit liv... din moder faldt først, og i sin vrede udslettede Balthazar en hel hær af specielttrænede dæmoner på egen hånd... men tilsidst fik Pathodea ham... hun tortorede ham i evigheder, men indså at han var for værdifuld til at slå ihjel, så hun fjernede alt fra hans hukommelse... dig, din moder og hele hændelsen... han blev som han var før... dog anderledes; han begyndte at drikke, dræbe mindre og han blev sky for at vise sin magt og styrke... så man skulle tro at han stadig huskede det hele, og dog ved han intet..." en mystik bredte sig i mikaels øjne. han kiggede fjernt ud i rummet...
|
|
|
Post by Pathodea on Aug 3, 2007 14:18:19 GMT 1
Liraie var blevet helt stille imens Mikael talte. Nu flyttede hun bestemt hovedet fra hans hånd og rejste sig op. Hun vendte ryggen til ham og lagde armene om sig, som følte hun pludselig en ubehagelig kulde. Hun stod i et stykke tid uden at sige noget. Ude af stand til at forme de ord der kørte rundt i hendes hoved, ude af stand til at græde. Hun stirrede blankt ind i væggen og blev ved med at se Balthazar for sig, med ondskab i blikket og den mørke stemme. De øjne. "Hvorfor måtte jeg ikke få alt dette af vide?" sagde hun pludselig, meget koldt. Hun stod helt rank og uden at røre sig. Hun vendte sig ikke om. Elastikken var faldet ud af håret mens hun fløj, og det hang nu ned foran hendes ansigt.
|
|
|
Post by Freneudeus on Aug 3, 2007 14:43:23 GMT 1
Mikael sukkede... "Det er et af de spørgsmål som kun vopr herre kan svare på..." han kiggede tavst op i loftet et øjeblik, hvorefter han rystede på hovedet og tog en slurk af glasset med den gyldne væske... "Der mange spørgsmål du viul stille... så bare kom med dem..." han virkede som om han havde meget at tænke på selv...
|
|
|
Post by Pathodea on Aug 3, 2007 15:05:36 GMT 1
Liraie vendte sig brat om og slog glasset ud af mikaels hånd så det fløj gennem rummet og blev smadret mod væggen. "Jeg er fuldkommen ligeglad! Jeg vil have nogle svar og det skal være NU!" råbte hun. Hendes øjne glødede rødt imens hun talte og hun havde svært ved at styre sin vrede. "Jeg er TRÆT af at blive holdt hen i uvished! Er der chance for at min far kan reddes, hvordan blev min mor udslettet, og..." hun stoppede pludselig sig selv i sin talestrøm. Hun satte hænderne over sine ører, og hendes øjne blev fyldt med selvforagt. "...og hvordan fordriver jeg den ondskab han har efterladt i mig?" Hun følte sig meget ustabil. Hun vidste at den ene af hendes gener på et eller andet tidspunkt blev nød til at udkæmpe det andet. Hun kunne ikke være både dæmon og engel. Det var enten eller.
|
|
|
Post by Freneudeus on Aug 3, 2007 15:18:20 GMT 1
Mikael så ned i gulvet. "Pathodea" sagde han. "- hun slog din moder ihjel..." En tåre banede sig vej ned over Mikaels kind. "Men med hensyn til din fader, kan jeg kun sige at..." han ventede et øjeblik. "... - at det er muligt at han kan reddes..." han rejste sig og lagde armene om Liraie. "Men man besider kun ondskab hvis man ønsker det. dengang jeg mødte dig for første gang følte jeg potentiale til at du kunne blive en stor engel... jeg følte ingen ondskab, og det var fordi du vidste hvem du er... og jeg tror at du er begyndt at glemme det..." Mikael var usikker i sit greb om Liraie for det var ikke sikkert om hun kunne finde på at 'eksplodere'...
|
|
|
Post by Pathodea on Aug 3, 2007 15:39:44 GMT 1
Liraie blev fuldstændig overrumplet af hans omfavning. Hun stod lidt og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Så skubbede hun hans arme væk og stod lidt med bøjet hoved. "tilgiv mig min mistro, men... Hvordan kan jeg stole på nogen der holder mig hen i uvished. Hvordan kan jeg stole på en, der lader en af sine egne dø uden at gøre noget..." Hun så op på Mikael. Der løb nogle tårer ned over hendes kinder og hendes øjne var nu brunlige og fyldt med sorg. "Han gjorde ikke noget, Mikael. Han lod det bare ske...Han lod hende dræbe min mor uden at gøre noget!" Hun hulkede en enkelt gang imellem ordene. "Han lod hende formørke min fars sind endnu en gang! Jeg har set det i hans øjne, Mikael. Jeg så kun ondskab...og mørke"
|
|
|
Post by Freneudeus on Aug 3, 2007 15:51:32 GMT 1
"Det var en svær tid..." det var tydeligt at Mikael var tynget af sorg. "... - krigen kunne bryde ud hvert eneste sekund... Pathodea truede med krig og det ville medføre store tab af engle, dæmoner og ikke mindst mennnesker... Freneudeus kunne ikke tolerere flere tab... vi så alle hjælpe løst til... jeg så til medens jeg havde dig i min favn...det var hårdt... - for os alle. vi elskede din moder, mem desværre blev hendes kærlighed til din fader hendes død..." Mikael lod sig falde med et bump ned i stolen...et dybt suk kom frem... "Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig alt men desværre er mit privilegie som ærkeengel at tie i nogle sager... jeg ville vise dig hele verden men desværre er jeg meget tynget til denne stol..." Mikael blev stille. meget stille...
|
|
|
Post by Pathodea on Aug 3, 2007 16:01:51 GMT 1
Liraie holdt op med at græde og tørrede nogle tårer væk med bagsiden af hånden. Hun så på Mikael med et underligt blik, der ikke helt var til at gennemskue. Nu vidste hun hvorfor hun var kommet til diskoteket i første omgang. Hun havde ubevidt genkendt Mikaels aura. Men hvorfor havde hun ikke genkendt sin fars? På den anden side havde hun jo tilbragt mere tid sammen med engle. Mindet om hendes far var forsvundet med tiden. Og nu var det vendt tilbage. Mørkt og truende. Hun så ned og pillede lidt ved sine bukser. Hendes vrede havde gemt sig. Den var ikke forsvundet. Den lå bare i dvale. Ventede på at noget igen skulle ryste hende så meget at den kunne komme frem. Hun var ikke i tvivl om at den en dag ville overtage hende. Sammen med mørket.
|
|
|
Post by Freneudeus on Aug 3, 2007 16:08:11 GMT 1
"Jeg elsker dig som min egen datter... men nogle gange må du bare klare dine problemer selv..." Mikael håbede ikke at Liraie misforstod hans budskab så han tilføjede: "Livet som Budbringerengel er svært, men så skulle man prøve at være ærkeengel..." Mikael trak sig ind til boret. Han åbnede en skuffe og trak nogle papirer frem han delte dem op i to stakke. han kaldte på liraie og sagde at hun skulle komme hen til bordet...
|
|
|
Post by Pathodea on Aug 3, 2007 16:19:54 GMT 1
Liraie så op. Hun tøvede et øjeblik, men gik så hen til bordet. Hun så lidt forvirret frem og tilbage imellem de to bunker papirer, og derefter på Mikael med et spørgende blik. "Hvad er det?" hun pegede på den ene bunke. Så vidt hun kunne se stod der ikke noget på det, men det kunne selvfølgelig bare være fordi det lå med bagsiden opad.
|
|
|
Post by Freneudeus on Aug 3, 2007 16:33:32 GMT 1
Mikael lod en hånd flyve over begge bunker og med det samme kom der ord på papirerne... "Papirerne til din højre side er en kontrakt der skal binde din fader til den gode side. vælger du denne bunker vil du også bevise at du ER en engel og dermed også god og ønsker at få din fader tilbage. den anden bunke er en slags opsigelses-kontrakt. den fratager dig din status som engel og gør dig til et simpelt menneske. den vil også fortælle mig at du ikke ønsker at være engel og på sin vis fortæller den mig også at du ønsker at være ond... hvem er du? fighteren?" mikael lod en hånd falde på bunken til højre for liraie. "... - eller taberen?" og lod derefter den anden hånd falde på den anden bunke... Mikael løftede hænderne og lod armene falde over kors. han lænte sig langt tilbage i stolen. et meget alvorligt udtryk kom til syne i Mikael ansigt...
|
|
|
Post by Pathodea on Aug 3, 2007 16:48:57 GMT 1
Liraie stivnede. Hun stirrede længe på de to bunker papir. Det burde være et meget hurtigt og nemt valg. Men Liraie tøvede stærkt. Det at være fanget mellem to personligheder var en tung byrde. Det samme var det at være engel. Der var altid forventninger til en. Som menneske ville hun kunne leve frit. Men ondskaben ville dermed også have nemmere ved at få fat i hende. Hun bed sig selv i læben og knyttede hånden. Hun rakte hånden ud imod den venstre bunke...og fejede den bestemt væk fra bordet. "INGEN står i vejen for mig! Ikke engang mig selv!" Hun satte den anden hånd ned på den anden bunke og så på Mikael med et beslutsomt blik.
|
|
|
Post by Freneudeus on Aug 3, 2007 16:57:23 GMT 1
et smil kom frem i Mikaels øjne. han hev en forgyldt fyldepen frem og rakte den til Liraie men inden hun tog den sagde han: "Når du tager den her fyldepen er der ingenvej tilbage... - Så har du godtaget din mision; At finde den fader der elskede din moder, og adskille ham fra hans mørke side..?" Mikael så spørgende på Liraie, for minde hende om hvad hun gik ind i...
|
|
|
Post by Pathodea on Aug 3, 2007 17:20:31 GMT 1
Liraie havde været ved at række ud efter pennen, men holdt hånden tilbage et øjeblik. Hun så lidt irriteret på Mikael. "Det var min mission fra starten...Og jeg giver ikke op før den er fuldført" Hun greb beslutsomt pennen og skrev under uden tøven. Hun rakte derefter pennen til Mikael. *ingen slipper godt fra at myrde min mor!* Hun Så alvorligt på Mikael.
|
|